Vi er ved at blive syge i hovederne. For mange lektier, for mange afleveringer, for mange følelser, frustrationer og uafklarede spørgsmål flyver rundt i hovederne på os. Så bliver den ene klippet, og så er den anden i dårligt humør. Ingen af os virker normale mere. Vi er alle sammen stressede, syge i hovedet eller bare ganske normalt mærkelige. Det skal nok blive godt. Eller nej, tror faktisk det snart blive værre. Det er noget mærkeligt noget. For mange tal og bogstaver der skal gå op i hinanden og passe sammen. Det fungerer ikke. Men i morgen bliver en god dag! Ja det gør så. Forresten så er jeg angst. Ret tit, og ret meget. Men jeg kan ikke gøre noget ved det, andet end at tage mig selv i hånden og sige at jeg skal tage mig sammen. De elsker mig alle sammen derude, og ligesom jeg fik af vide i går, så vil intet nogensinde hjælpe. Intet andet end tryghed. Jeg får snart tryghed, og så bliver det hele lidt bedre. Vi skal bare holde ud, og kæmpe med os selv. Åh gud, gid du ville skrive dig selv, danske kronik om Afghanistan krigen. Jeg kan ikke lide dig. Tænk hvis kærlighed var noget vi havde privat. Noget vi kunne pakke ned i en lille æske og gemme væk når den ikke skulle bruges, men samtidig også tages frem og iklæde os, når det var noget vi havde behov for. Tænk hvis kærlighed ikke omhandlede andre mennesker, og deres liv og behov og tanker. Det kunne være smart.. Og en smule ensomt.
Jeg glæder mig til i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar