Kan i huske efterårsferien sidste år? Kan i huske FE for et år siden? Kan i huske hvordan det stak i alle hjerter, da vi for første gang skulle skilles i mere end en weekend? Kan i huske hvor underligt naturligt det var at være væk fra vores nye samfund, men endnu mere crazy at komme tilbage og indfinde sig i det igen?
Lige nu går der så en myg hen over mit gulv. Jeg nænner ikke at slå den ihjel. Den kære skabning har jo måske også et liv at leve. Måske har den også minder om et andet smukt liv, som den savner.
Jeg savner Femmøller. Savner hver og ét af de mennesker. Jeg savner lærerne, stemningen, hyggen, oplevelserne, minderne. Jeg savner at være et latterligt efterskolebarn, men ved i hvad? Det var det bedste!
Men selvom jeg savner det, og selvfølgelig gør jeg det, så er jeg også glad for min nutid. Selvom jeg hader at stå slavisk op hver morgen, køre med 385 bussen i skole, som altid kommer for sent, og hader at sidde og lave absolut ingenting i skoletimerne, så kan jeg nu meget godt lide det.
Spcielt kan jeg lide de øjeblikke, hvor der lige pludselig går "efterskole" i os, og vi render rundt og ter os som tossede. Det er det bedste. Det bringer en milliard gode minder frem, og det er lige der alt har sit grundlag. I minderne.
Minder er fantastiske, glædesfremkalende og smukke. De kan være alt, både positivt og negativt, men bedst af alt, så er minder det eneste i dit liv, som aldrig vil forandre sig. De vil altid være dine personlige på nethinden, som kan få et smil frem i din hverdag. Måske er det derfor vi holder så godt fast på dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar