Misundelse er en grim ting, ikk?
Jeg ser tit andres billeder og tænker "Ha, er det alt de kan?", "Ej, det der det kan man altså ikke!" eller "Efteraber.... bare fordi I gerne vil være med...". Du ved, sådan nogle rigtige dumme 'nøøøh! jeg er bare bedre!.. tror jeg nok' ting, som overhoved ikke er behøvet i hverdagen.
Så siger jeg til mig selv, at jeg nok bare er misundelig.
Men ærlig talt, hvad er det jeg er misundelig på?
Jeg er ikke misundelig på at nogen kan skrive flere ord i sin tysk stil end mig. Jeg er ikke misundelig på at nogen har flere veninder end mig. Jeg er ikke misundelig på alle de tøse ting andre kan lave. Jeg er ikke misundelig på andres udseende, tøj eller kærester (jo, måske forelsker jeg måske i min venindes tøj og tænker, at jeg bare MÅ eje noget i samme stil, men hvem gør ikke det?). Jeg er ikke misundelig på andres skills i fagene, eller andres måde ikke at lave lektier på. Jeg er ikke særlig misundeligt anlagt, for jeg har stort set alt hvad jeg ønsker mig (når man ikke tænker på jeg dagligt brokker mig over skolen og afstanden til Århus), men et eller andet må tricke mig.
Måske er jeg simpelthen misundelig på, at jeg ikke fik den samme opvækst som alle andre. Måske er jeg misundelig på, at jeg ikke er pigen der får normale karakterer i skolen, har en fast og stabil kæreste, har det skide godt med alle sine veninder og lever et ganske normalt liv. For dét er i hvert fald ikke noget jeg hverken gør eller har.
Det hele skal enten være helt i den ene eller den anden ende. Enten skal jeg være skide god til det, og det skal gå pisse godt, eller også skal jeg slet ikke kunne finde ud af det eller det skal bare være noget lort. Sådan er mit liv vidst lidt bygget op..
Hvis I forstår?
Måske ikke. Min mor ville ikke forstå det.
Men det ved jeg heldigvis at han gør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar