endnu engang; efterskoleophold.

Min største drøm lige nu er som følgende:
Jeg vil stå i døren til lyseblå gang. Stå der hvor folk plejede at ryge i smug, under trappen op til himmelgangen. Jeg vil stå og kigge. Kigge ud på min kæreste der skulle have en smøg, fordi hans humør var ødelagt. Jeg ville stå i døren, med visheden om, at hvis jeg gik ud ville jeg fryse. Hvis du nu havde været sommer havde jeg gået ud. Jeg ville gå ud og læne mig op af træet, som stod ned til åen, måske ville jeg endda dyppe tæerne i åen, og føle det iskolde vand give mig gåsehud. Jeg ville tage min sædvanlige ice-tea i hånden og gå hen imod mørkeblås bagindgang. Der ville jeg stoppe op, lade som om de andre ikke så mig gå ind, og føle mig lidt mærkelig. Når jeg endelig - efter et par sekunder - havde taget mod til mig ville jeg hoppe op af trappen som så mange andre gange, og lydløst liste mig ind på være 24. Drengene ville kigge underligt på mig, og Jakob ville sende mig sit "øøøh- hva så?" smil. Sådan var det altid.
Måske er det ikke hvad jeg drømmer mest om lige nu. Men jeg drømmer om at stå i døren til lyseblå, hvor det grønne maling ligner et klemt blad, og dørmåtten er ulækker. Jeg drømmer om at gå en tur i femmøller, smide sten efter alting og afreagere. Jeg drømmer om at sidde på den lille bro ved femmøller kro og kigge ned i vandet. Drømmer om at sidde der og snakke, eller gå og snakke i telefon, fordi det var det første sted der var netdækning. Jeg drømmer om så meget, drømmer mig så mange gange tilbage. Drømmer om at gå lange ture, i mørke eller lys. Drømmer om opleve alle de små ting igen. Den duft der var, den stemning, når jeg gik rundt og fejede med de gode blå koste i hovedindgangen. Jeg drømmer om igen at sætte mig på min sædvanlige plads, gå hen og give Jakob et kys, eller bare kigge længselsfuldt ud på sneen og lastbilerne med "RYGAARD" stående på siden. Jeg drømmer om min seng. Om at ligge og kigge på de farverige postkort på væggen, og de søde breve i loftet. Jeg savner at få min lyskæde i hovedet, og at der ligger irriterende sand i  min seng når jeg skal sove. Jeg savner at stå op kl. 8 om morgenen i weekenderne for at få en masse scramble eggs. Generelt savner jeg weekenderne. Sådan en weekend der, på femmøller? Wow, det kunne jeg godt bruge.
Jeg bliver helt nostalgisk og får ondt i min pegefinger af at skrive alt det her. Jeg sidder og får billeder af mine fantastiske minder i hovedet. Jeg sidder og drømmer om at komme tilbage en mørk aften, efter en lang tid med 888 bussen til skolen. Jeg drømmer om den helt specielle stemning, som man aldrig kunne sætte fingeren på, men aldrig har oplevet siden. Den helt igennem perfekte tryghed der var, når man i natbukser og løs bluse lagde sig ind i tv-stuen for at se film med vennerne.
Jeg drømmer om at være tilbage med Jakob. Om at vi ligger og har det grinern, og pludselig opdager, at vi skal spise. Han skulle altid lige ordne håret før vi gik ned til aftensmad, og det resulterede i at vi næsten altid kom for sent og fik mad sidst. Den sidste der kom til bordet blev bordformand! Det jeg savner mest ved de perioder, var måden vi konkurrerede om at komme først ned, spritte vores hænder af og sætte os ned. De aftener hvor han var rigtig glad, der var alt godt.
Der er en masse småting jeg ikke savner eller drømmer om at komme tilbage til, for alt i alt, så ved jeg ikke hvem vi var dengang. Jeg er helt klart blevet gladere og friere af at stoppe på efterskole, men det betyder ikke, at jeg ikke elskede hvert et sekund af det.
Mange af de ting jeg husker bedst var de mindre behagelige ting, som at være utålmodig efter aftensmaden. Jeg skulle nå at smide min mad ud og hive fat i Jakob før han gik op på sit værelse, for af en eller anden grund ventede han aldrig. Når han så smuttede fra mig skulle jeg småløbe efter ham, for ofte var han i dårligt humør. Det er ikke direkte gode minder, men det ligger så tydeligt i mig, at jeg ikke kan glemme det. Og det var også okay, for det var jo en del af os..

Jeg savner det.
Jeg kunne græde mig selv i søvn hver aften, for savnet indeni mig har vokset sig gigantisk igen.
Jeg ved godt det ikke var fantastisk, og at vi faktisk havde det halvdårligt meget af tiden, men jeg lover dig for, at den resterende tid var fantastisk. Og jeg ved godt, at hvis jeg kom tilbage ville jeg efter lidt tid sætte mig nede på mit værelse, kigge på trappen op til hemsen og døren, som jeg hele tiden håbede på åbne. Jeg ville gå rundt på værelset, kigge på rodet på skrivebordet og i vindueskarmen, hade JP for at have ødelagt min vasketøjskurv, fordi tingene nu igen var faldet ned i den. Jeg ville sikkert gå i bad hvis jeg ikke havde noget at lave, eller sætte mig ind i tv stuen. Jeg var faktisk rastløs det meste af tiden, og jeg var bestemt ikke den samme. Men ved du hvad? Jeg elskede det.
Jeg elskede hvert et øjeblik af Femmøller Efterskole 09/10.
Det var det bedste år af mit liv.
Men som mads siger, vi skal ikke hænge os i fortiden.
Det gør jeg heller ikke. For jeg ved at min nutid på en måde er bedre. Derudover har jeg min kæreste, som minder mig om det hvilket fantastisk minde jeg har fra det år.

Måske er det også derfor den halskæde betød så meget for mig.. fordi den symboliserede mit efterskoleår ligeså meget, som den symboliserede min kærestes kærlighed.