Hvordan er det nu man klarer min situation? Hvordan er det man klarer de sindssyge "svigerforældre", den travle juletid, AT-forløbet, langdistanceforholdet, op- og nedturene og oveni en stressende gymnasietid? Hvordan er det nu lige formlen for dette pudslespil er? Hvad er det lige man gør når al kommunikation er skåret af på den ene eller den anden facon? Hvordan kommer man i kontakt med sig selv, tiden eller ens elskede når alt er skåret væk og afstanden gør det umuligt at råbe? Jeg vil bare råbe. Råbe og skrige så han eller hun hører mig og kan give mig et peg. Fuck det hele lige nu. Det eneste jeg har brug for er pengene, min families støtte og min kæreste i sikre hænder. Jeg er så træt af at være uvidende og tilskuer. Jeg vil gøre noget. Jeg vil hjælpe og have en løsning på det hele nu. Jeg er træt af at vandre i tåget. Jeg vil ikke droppes pga. ting der ikke er min skyld, og jeg vil ikke have mine kære påført smerte. Nu skal du herhen skat. Herhen til vi finder en løsning.
Det hele bliver ulideligt. Kan ikke gå i seng i nat i håb om svar. Kan ikke blive oppe pga. "vigtigt" AT-forløb i skolen i morgen. Jaja, jeg kommer sikker for sent, bliver sikkert en dårlig samarbejdspartner og får sikkert en dårlig karakter. Men så er det jo sådan det hele er.
Jeg er ligeglad med det hele. Har aldrig været mere ligeglad. Jeg vil bare have min kæreste i sikkerhed og mit hjerte i ro. Jeg får stress og flipper ud.
.. Og hvis nogen nævner noget med at jeg ikke kan klare det, eller at jeg ikke kan redde ham, så flipper jeg sikkert virkeligt ud. Der er ingen der kan sætte sig ind i hvad jeg føler eller hvor stærk jeg er i den her situation.
Jeg kan hvad jeg vil. Punktum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar