Dette indlæg har jeg skrevet for nogle år siden, men det er stadig vanvittig relevant:
"Det var dig, der var utilstrækkelig. Det var dig, der ikke fungerede. Men på en eller anden syg måde fik du hevet mig ind i det. Du fik mig til at fremstå som uundværlig. En byrde ingen pige på 16-17 år burde have. Jeg ville ønske nogen havde kommet og taget den byrde af mine skuldre. Jeg ville ønske en mor eller far havde sagt til mig, at det var okay at gå. De skulle nok tage den derfra. Men det gjorde de ikke. Hvorfor gjorde I ikke noget?
I alt for lang tid har jeg været vred og hadsk overfor mindet om den pige, som rent faktisk tog byrden fra mig. Vreden har kogt i mig ved tanken om hendes ord til mig. Måske er det tid til at finde ro og tilgive hende hendes ugerninger. Måske var det det bedste der nogensinde kunne være sket for mig. Hun tog min byrde. Tog mit ansvar, og efterlod mig med en følelse af frihed. Jeg burde have hadet den følelse jeg blev efterladt med, men jeg elskede hvert sekund af den. Månederne efter break-uppet var de bedste nogensinde. Det er først år efter, at fortiden er begyndt at indhente mig.
Her til aften sendte P3 en historie om en pige og hendes voldelige forhold. Og på trods af der aldrig var direkte fysisk vold i vores forhold, så kunne jeg, der sjældent føler nogen virkelig forstår mig, følge hver en tanke, hændelse og følelse i hendes historie. Måske var der alligevel inddirekte vold i vores forhold. For han gjorde mig jo utryg, da han bankede hånden ind i væggen lige ved siden af mit hoved. Han gjorde mig utryg når han greb min arm i et forsøg på at holde mig fast. Han gjorde mig utryg når han smækkede med døre eller råbte af mig. Der blev plantet en frygt, som jeg kan mærke stadig sidder dybt begravet i mig.
Pigen i radioen havde et forhold med sin voldelige kæreste i 2,5 år. Men det var kun de 3 sidste måneder der var voldelige. Mit forhold varede sammenlagt og rundt regnet 1,5 år. Det skræmmer mig, at tænke på hvor gruelig galt det kunne have gået, hvis omstændighederne havde givet os et år mere sammen. Hvor havde jeg trukket grænsen?
Nu anser jeg mig selv som en stærk person, og jeg vil nødigt tænke på mig selv, som én der faktisk ville finde sig i at blive slået. Alligevel ligger tanken i baghovedet og rumsterer, for hvem ved om jeg kunne have sluppet byrden af mig selv?
Men jeg kom ud. Jeg kom videre. Jeg slap fri.
Det gjorde pigen i radioen også. Efterfølgende fik hun en kæreste, som var noget så vild med hende. De var sammen i 2 år. I deres forhold blev den nye kæreste dog testet utrolig meget. Testet for hans kærlighed - var den nu ægte nok? Ville det samme kunne ske igen?
I et ekstremt forhold som dette oplever man følelser, når de er på sit højeste. Glæde bliver til lykke, bitterhed bliver til vrede, nervøsitet bliver til angst. Ligepludselig bliver det svært at forstå en anden person kan elske en, uden at det skal forklares gennem tåre og store kærlighedserklæringer.
Nu skal man selvfølgelig ikke lade sit kærlighedsliv og tanker styres af en enkelt piges historie fortalt i radioen. Men når en fortælling rammer plet på den måde, så kan man ikke lade være med at tænke en ekstra gang over den. Jeg vil gerne tænke i årssagssammenhænge. Jeg vil gerne vide at mine fejl og mangler kan skyldes noget i min fortid, så jeg har en chance for at rette op på den. Måske er det mig der ikke kan se virkelighedens sammenhæng, og måske er sammenhængen helt som beskrevet. Dog ville det da være dejligt at finde en forklaring på, hvorfor jeg kan gå i panik når min kæreste bare vil kærtegn mig."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar