tirsdag den 28. oktober 2014

Kærlighed gør ondt

"... But i miss him."
"So miss him. And send him a little love and a little light every time."

Kære, søde du, jeg savner dig.
Hvis du ikke savner mig, eller ikke kan holde ud hvor meget du savner mig, så synes jeg du skal gå igen. For det her er ikke for sjov. Det her gør ondt.

Jeg ville selv mene, at jeg er en stærk person. Men min underbevidsthed er ikke i lige så stærk som mig, og derudover har den en enorm trang til drama. Min underbevidsthed er en hel sucker for drama, hvilket ofte har ført mig ud på et sidespor, med halvdelen af min vennekreds stående ved siden af, nærmest råbende, at jeg skulle passe på mig selv. Men jeg er ligeglad. Jeg synes generelt min underbevidsthed har helt styr på mine værdier og lyster. Indtil denne gang. Denne gang er det ikke sjovt at drømme om dig. Der er intet at hente i dybtfølte drømme, for ligemeget hvad de siger, er jeg fast besluttet. Det er egentlig også meget godt, at jeg er så fast besluttet, for jeg lover dig, min underbevidsthed gør hvad den kan for at få mig løbende hjem til dig igen. Det gør så ondt at drømme om dig. Det gør ondt at savne dig. Det gør næsten så ondt, at jeg overvejer om det er det rigtige valg jeg tog...
Men det var det. Og det er det stadig. Der er ingen grund til at holde to parter sammen, hvis de ikke bliver lykkelige af det. Du gav mig din del af lykken. Jeg havde i så lang tid så meget lykke i mig. Jeg var og er dig så taknemmelig for alt hvad du har givet mig. Det føles så nemt at sige vi var perfekte sammen. Det føles så nemt at savne dig, at mangle dig, at ville have dig.. Men det er ikke det vi skal. Det er slut, jeg er alene, og det er sådan det må være.

Jeg kigger tit på datoen, og kan knapt nok forstå vi stadig er i samme måned. Så ekstremt meget er sket på de sidste ugers tid, men det er først nu det går op for mig, at sket er sket. Virkeligheden går op for mig lidt efter lidt. Hver gang føles det som en helt ny åbenbaring, selvom det kun er en lille viderebygning af gårsdagens åbenbaring.

Men søde, kære du. Jeg håber du har det godt. Eller i hvert fald bedre end mig lige nu. Og jeg håber du savner mig lige så meget som jeg savner dig, for hvem skulle jeg ellers dele dette savn med? Jeg håber du tager en dyb indånding hver dag, og får det bedste ud af hvad du har. Og så håber jeg inderligt jeg engang ser dig igen, for det venskab som vi tabte hen af vejen, det ligger lige nu på jorden og skriger efter at blive taget op. Men jeg kan ikke nå det endnu, jeg kan ikke holde ud at samle det op.. endnu. Men en skønne dag skal alt nok blive godt igen. Det lover jeg det vil!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar