Hvordan har jeg det?
I maven har jeg et kæmpe stort hul.
Når jeg lukker øjnene og drømmer mig væk, ligger jeg i en seng i Miami. Ved siden af mig ligger en rejseveninde og i baggrunden spiller "Counting Stars" med OneRepublic. Der er jeg lykkelig.
Lige for tiden er jeg ikke lykkelig. Jeg har sindssyg svært ved at holde sammen på mig selv og mine tanker. Der sker hundrede ting rundt omkring mig, og jeg springer med på dem alle sammen. Men inde i hovedet står det stille.
De her dage bliver selv de gode ting grå. Beskeder fra udlandet betyder ingenting, lækker mad bliver til aske i munden på mig, opgaver og karakterer bliver ligegyldige. Det synes uoverskueligt, når jeg endelig har en aftale, men erfaring siger mig det hjælper. Det hjælper at skøjte rundt blandt små børn, der overhoved ikke har lært noget om rigtig kærlighed endnu. Det hjælper at se åndssvage film og spise dårlig pizza. Det hjælper mere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Og det må jeg være taknemmelig over. Det er jeg taknemmelig over.
Mig selv bekendt er jeg ret psykisk stærk. Ikke at jeg er god til at vise det, for jeg begynder jo at græde over den mindste ting, men jeg synes selv at jeg er god til at beskytte mit hjerte mod de fleste slag. Men nu trængte det sku igennem. Kvalmen og rystelserne bevidner om, at min krop ikke kan følge med. At den ikke er okay, at nu blev det for meget.
Men giver det ikke også god mening? Det er ikke fordi jeg har været 3,5 år på ferie. Det er ikke fordi det ikke gør ondt, når man bliver sat i anden række. Det er ikke fordi det har været nemt at opretholde så stærkt et bånd til en, man ikke vidste helt hvor man havde. Eller, det er måske løgn. Jeg vidste godt hvor jeg havde dig, jeg vidste bare at det ikke var ved mig.
Det virker så uretfærdigt mod dig at skrive det her, så jeg håber ikke du læser det. Og hvis du gør, så undskyld for de hårde ord.
Men forhelvede.. Jeg ved godt hvorfor jeg var og stadig er så jaloux. Når du kæmper så meget for én, og ikke er sikker på du får det igen, så kan den mindste bekymring du giver til andre, føles som et slag i maven.
Jeg ville have gjort alt for dig, og størstedelen af mig vil stadig. Jeg er træt af du er blevet til det her inde i mit hoved. Det er ikke dig jeg vil have, det er billedet af den person du havde potentiale til at være.
Jeg har dette hul inden i mig, fordi jeg ved noget dyrebart er blevet taget fra mig. Jeg har mig selv lige nu, og jeg har aldrig været mere positivt overrasket over mig. Jeg er et sødt, rart og elskende menneske. Jeg er den vigtigste person i mit eget liv, men jeg er ikke overskyggende egocentreret. Jeg er ikke ond og overfladisk, men jeg beskytter mig selv mod mennesker, som vil forringe min tilværelse. Jeg har altid troet jeg var ekstrovert, på grund af alle de mennesker rundt omkring mig. Men som tiden går, går det op for mig det måske slet ikke er tilfældet. Og måske er det. Jeg lærer mig selv at kende nu, og jeg kan godt lide mig selv, og mit eget selskab.
Det bedste af det hele er dog den ærlighed jeg har opdaget. Man må godt sige "JA, jeg har stadig følelser for ham!" uden at nogen vender øjne.. For, så længe du er ærlig, snyder du ingen. Man må godt have det skidt, på lige fod med at man må have det skide godt.
"Det bedste ved at være single, er at man ikke skal spørge om lov, når man vil noget." Det sagde du til mig. Og ja, det er det bedste, selvom det aldrig var et problem mellem os. Vi havde så mange gode elementer fra single-verdenen blandet sammen med uanede mængder af ægte kærlighed. Det var skide godt. Hvor er det ærgerligt at ødelægge noget så godt, men man må passe på sig selv, right? Selvom det lige nu ikke føles som det jeg gjorde.
Så det er sådan jeg har det. Mærkeligt. Tomt.
Gorillaz's tekst i Clint Eastwood giver endelig mening. Efter så lang tid, er det først nu jeg forstår det. Og det beskriver hvad jeg føler utrolig godt. Jeg er ikke lykkelig, men jeg føler mig "glad nok", jeg har en masse potentiale til at være lykkelig og se solskin lige her hos mig, men jeg beholder det gemt lidt endnu. Jeg er nyttesløs lige nu. Men det er kun lige nu, for jeg ved at fremtiden kommer. Jeg ved jeg begynder at smile igen. Jeg ved at jeg finder solskinnet frem fra tasken og lader det stråle ud på alle. Jeg ved det kommer, men jeg giver mig selv lov til at drukne i sorgerne lidt endnu. Jeg skulle jo også gerne lære noget af denne oplevelse.
Ja, det er sådan jeg har det. Jeg savner dig, jeg spekulerer på om jeg har gjort det rigtige og jeg kører rundt i mine egne skavanker. Jeg har kommet videre hele mit liv, og det har aldrig virket optimalt. Nu lader jeg mig selv føle den rigtig smerte, indtil tiden er inde, og jeg har lyst til at komme videre. Og når det er sagt, så er jeg allerede overbevist om, at det er det der er bedst for mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar