Et klogt menneske fortalte mig forleden, at det er kun gennem kunst, at vi får vores sande følelser ud. Kunst kan være mange ting, og et simpelt blogindlæg om sure følelser, kan være lige så stor kunst, som det mest berømte maleri. Der handler kun om, hvem kunsten rammer.
Denne kunst her er kun for mig. Du må gerne læse med, du må gerne føle mine følelser, men i virkeligheden så skriver jeg kun det her for mig selv. Jeg skriver det, så det kan hele mig i dag, og minde mig om min erfaring i morgen. Generelt er jeg ret godt tilfreds med det her arrangement.

Men noget er gået op for mig; hvorfor jeg er i tvivl om min beslutning. Det gik i virkeligheden ikke op for mit hoved, men for mine fingre i en besked til en anden. Jeg er bange for at jeg har smidt det bedste, som nogensinde er sket for mig, væk. Og jeg er rædselslagen for at der kommer en anden trunte og finder det.
Men mon det faktisk er tilfældet? For hvis det er det bedste for mig, så kommer der igen. Og så er det ligegyldig, hvilken trunte der i midlertidigt har prøvet at få det til at fungere. Nu hvor jeg alligevel tror så meget på skæbnen, så må jeg nok alligevel indrette mig med, at den også her skal føre mig lige det sted hen, hvor jeg bliver lykkeligst.

Nanna, efterfuglt af Johannes, har lige ringet. Selv om jeg er alene i weekenden, så er jeg ikke rigtig alene. Selvom de ikke kan ses, så er de her alligevel utrolig meget for mig. På det punkt må jeg aldrig glemme, hvor heldig jeg er!