Nu har det sidste halve år haft en uforklarlig fascination af en fyr, som jeg godt ved jeg aldrig ville passe sammen med. Jeg er ikke på alle punkter blevet klogere på ham eller på fascinationen, men jeg er blevet klogere på mig selv. Det jeg efterhånden er kommet frem til er, at det er ham der fremprovokerer de ustabile tendenser i mig. Det startede måske som noget bedre, noget sundere og noget man godt kunne overveje at kaste sig ud i, for at leve resten af livet lykkelig. Men det er det ikke længere. Nu er det noget giftigt og usundt, som får en til at ønske man bare skulle feste med veninderne frem for ham. Han gør mig lykkelig-ulykkelig, skifter mening og udstråling som vinden blæser, og han er mest af alt super dårlig til at lytte til mig, når jeg prøver at lukke ham ind. Jeg ved ikke om det betyder noget positivt eller negativt for min omkringværende situation, men jeg ved i hvert fald at jeg må komme videre nu - for det der pis gør mig kun ulykkelig.

Helt seriøst - når jeg overvejer at fortælle ham om mine destruktive tanker, som han siger han skal til at hjemad.. Come on! Det har aldrig været måden at få en fyr til at blive på og det har aldrig været nogen sund måde at tænke på. Så jeg forblev stille, fulgte ham til døren og besluttede mig for at være glad da han gik - og det virkede.

Søde kære du, du er så stærk i dig selv. Du behøver ikke - og har aldrig behøvet - en af hankøn til at definere dig og hvornår du er glad. Du kan sagtens være glad for dig selv, så længe du beslutter dig for det. Jeg tror på dig - på mig - og starter helingsprocessen lige nu.