Hvorfor kan jeg ikke slappe af, når jeg forestiller mig du er mindre interesseret i mig? Jeg er jo kun interesseret i dig, når du ikke viser mig opmærksomhed. Når du er lige der ved siden af mig, så kan jeg jo godt mærke at mit hjerte ikke hamrer af sted. Jeg har ikke sommerfugle i maven og jeg kan godt lade dig være (men det er jo ikke sjovt, vel?). Så hvorfor interesserer det mig, at du måske ikke er interesseret i mig længere? Det giver jo god mening, og det er jo set før, men for pokker det er irriterende. Jeg gider ikke bruge mere energi på at bekymre mig om dig, når jeg er sammen med mennesker, der helt hundrede elsker mig. Forhelvede dreng, du gør mig sindssyg, men ikke på den gode måde. Eller er det måske det kærlighed i virkeligheden er? Har jeg mon været fanget i noget roligt, sikkert og u-heartbreaking for længe eller er jeg ved at blive tosset? Jeg kan ikke finde ud af hvordan man bliver lykkelig - er det ved den stabile søde mand eller ved ham, der gør en crazy og udfordre én i alting?

Det burde være ved ham den søde og stabile, ikke?
Men jeg er faktisk i tvivl. For jeg er mest mig selv, når jeg bliver udfordret.