Min vidunderlige veninde roste mig i går over min evne til at feste uden alkohol. Min søde, vidunderlige veninde, som jeg altid har misundt, fordi hun hviler så meget i sig selv, roste mig for at være nok i mig selv. Det varmede mit hjerte. Og det at have hende ved min side, var næsten  nok til at hele mit hjerte, der gang på gang blev knust, hver gang jeg kiggede op og så ham stå der. 

Jeg er, ærlig talt, træt. Af drenge. Både af dem der interesserer sig, men ikke forstår. Og dem der forstår, men ikke interesserer sig. Jeg er træt af at få spørgsmålet om hvordan det går og om jeg er okay, uden at der bliver gjort noget ved det når jeg svarer ærligt. Det går - men jeg er ikke okay. Mit hjerte er rimelig gennembanket. Først af mig selv, der ikke kan finde ud af at elske min vidunderlige kæreste. Dernæst af ham den anden, der absolut skulle få mig til at vakle, falde for ham, for derefter at efterlade mig i det hul han selv havde gravet til mig. Hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at kravle ud af det hul og fortsætte med at være mig på bedste vis. Og det er det jeg kæmper mig hen imod. 

Jeg synes jeg kæmper størstedelen af mit liv. Og jeg synes der er nogle seriøse op- og nedgange i det. Jeg kan ikke helt forstå, at det skal være så svært at være stabilt glad i længere tid, uden at hele ens virkelighed bliver rystet ved de mindste ændringer.