Senge fyldt af minder, vinduer fyldt med fedtede fingeraftryk fra generationer og atter generationer, gamle badehoteller der bliver unges bedste og mest trofaste hjem.

Om lidt bliver her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det du ville? Fik du hørt din melodi?

Femøller Efterskole 09/10

Jeg har lige set Kaspers afskedstale, Rebeccas tale om året, og hørt Bjarne Bum's sang om kære Pikabu. Det gør ondt indeni. Det gør ondt, fordi jeg ikke kan give Eva og Lise et kram når det hele er lidt sort. Det gør ondt fordi jeg ikke skal gøre rent med Sara hver dag kl 12. Det gør ondt fordi at taletiden er forbi, og det er for sent at gøre noget. Hvad nu hvis jeg ikke fik set alt hvad jeg ville? Hvad nu hvis jeg aldrig fik hørt den melodi jeg allerede i den første måned besluttede mig for at synge? Hvad nu hvis jeg ikke fik givet det sidste kram, til personer der for evigt til pryde mit hjerte? Hvad nu hvis og hvis og hvis. Som sagt før, det er alt sammen glansbilledminderne jeg savner. Dem som jeg husker i mit hoved som det smukkeste, men som sikkert ikke engang var så lykkeligt. Jeg husker det og gemmer det i mit hjerte som jeg ønsker at se på det. 

Vi husker nok alle den sidste uge, hvor vi gik fortvivlet rundt og prøvede at holde fast i alt omkring os. Den sidste aften, hvor vi grinte med tårer strømmende ned af kinderne, da lærerne optrådte for os. Vi græd og græd og græd. Da vi skulle pille hele værelset ned.. Det var næsten umuligt. Vi tog én ting af gangen, men det føltes helt forkert. Da jeg skulle pakke hele mit skab ned i kasser. Mit tøj, mine breve, mine postkort, plakater, makeup, cremer, plastikposer, regntøj, skibukser, sengetøj, det hele.. Det gjorde ikke ondt. Selvom vi vidste at det sluttede LIGE OM LIDT, at vi ikke vil opleve det NOGENSINDE IGEN, så gjorde det ikke ondt på den måde vi troede det ville. Det var først da vi stod i cirklen udenfor, efter at have fået skolebilled, blå bog og karakterblad, at det gik op for os. Det gik op for mig, at det nu kom til sidste kram. Sara, Julia, Luna, Røsvik, Mads, Victor, Louise, Laura, Trisja, Anna.. alle.. Ja, selv Carl, som jeg brugte det meste af tiden på at være irriteret på. Han stortudede, mens han krammede mig og fortalte mig om de gode ting der var ved mig og ved at have mig på efterskolen. Det var forfærdeligt at give dem alle et sidste kram. Jeg vidste jeg skulle se mange af dem to dage efter - på Roskilde, men det var stadig.. forfærdeligt.

Jeg var glad for Jakob og jeg fortsat var sammen, for det gav mig en garanti på at se ham, og gjorde smerten i maven lidt bedre, da jeg skulle holde ham i mine arme for sidste gang i lang tid.
Hvordan tager man sin kæreste i armene og siger farvel? Siger farvel til 232 dage, hvor man har set hinanden. Hvordan gør man det? Jeg tror virkelig ikke der er nogen rigtig måde at give slip på, og lige meget hvad jeg prøvede, så kunne jeg ikke slippe ham. Det er ligesom nu, hver gang jeg skal hjem. Jeg skal hele tiden have et sidste kys, et sidste kram, et sidste ord.. Jeg vil aldrig give slip, og sådan har det været fra første dag jeg blev hevet op fra gulvet og ind i hans arme.

Jeg savner det. Ærligt og inderligt. Savner Femmøller Efterskole, og alle dens goder.

Hvis du ikke har oplevet efterskole, så er det ikke muligt at forholde sig til. Man kan forestille sig de gode tider, men man har ingen idé om hvordan de dårlige og hårde tider er. Og efterfølgende har man ingen idé om hvordan de gode tider bliver endnu endnu bedre. Efterskoleåret oversteg ALLE mine forventninger.

Nu spiller musikken i mine højtaler, og spreder billeder og minder ud om det år, som jeg for altid vil mangle. 

"Forladt og alene, danser cirkusprinsessen rundt. Går i stå...... på sin line, i et sanseløst sekund."