Jeg skrev noget uforskammet til William. Noget der ville fik en lang diskussion igang om hvorvidt jeg var barnlig og lav. Det var jeg selvfølgelig i deres øjne, for sådan noget kan man slet ikke tillade sig at skrive i en sms. Hvis jeg virkelig ville sige det, bad de mig om at ringe, men som om jeg ville kunne finde på at ringe. Mange ville nok sige jeg ikke turde og bare var en kylling, men mange ville nok også bare ligge sig ned og dø af grin, for de fleste ville se det fra min synsvinkel. Jeg skrev en masse lort, en masse ting som var for onde eller for lavstammede til at slynge ud. Jeg skrev ting jeg ikke vidste noget om, men bare ville ud med, og jeg skrev ting, der gerne skulle have været sårene. Du vil nu helt sikkert få både sms'en at se og en masse ord i hovedet om, tjaa, hvor lav jeg egentlig er. Men jeg ved også, at selvom du vil blive sur på mig over den besked, og selvom du vil være pinlig berørt og føle at jeg ikke respekterer dig, så vil du nok også grine lidt. Jeg håber du inderst inde vil smile og se, hvorfor jeg skrev den. For du kender mig. ja, trods alle mine modsigende ord, så kender du mig faktisk rigtig rigtig godt.
Men for at komme til pointen, så var det som virkelig pissede mig af, er at to personer uden særlig stor betydning skulle blande sig. De har begge både været venner og flirts for os, men ingen af disse titler giver dem ret til at gøre, hvad de gør nu. Hvorfor er der folk der skal fortælle os hvad vi har gjort forkert? Vi har ingenting gjort forkert. vi har levet, taget af hinanden, lært af hinanden, hjulpet hinanden og sammen har vi skabt noget, som ingen af os nogensinde vil kunne glemme. Vi skabte kærlighed. Ren og frisk kærlighed. Godt nok var der mange huller i vores kærlighedsvej, alt for mange endda, men vi skabte stadig noget der for altid vil binde vores hjerter sammen. For de er bundet sammen, og de savner hinanden, ligemeget hvad vores hjerner siger.
William har ingen betydning, og hvad jeg skrev var ondt. Jeg ved det godt, og du ved også godt, at jeg sad med det største smil på læben mens jeg skrev den besked. Jeg ved dog ikke hvad det skulle være godt for, men jeg har besluttet mig at leve efter lysten og ikke efter hvad jeg burde. Men ligesom mit hjerte er imod min hjerne, så er min lyst også imod min "jeg burde", så derfor måske det store kaos i mit hoved. Jeg håber ikke du bliver for såret når du hører om mig fra dine venner, og jeg håber ikke det vil ændre dit syn på mig, for ligesom vi altid sagde på skolen, så fuck da dem. Der er ingen mennesker i verden, udover os selv, der skal fortælle os om hvad vi føler. Det var i hvert fald noget vi lærte igennem vores tid sammen.
Men igen! for at holde os til pointen, så er jeg ked af at jeg har såret dig så meget. Det jeg er allermest ked af, er nok, at det nu ikke er os der styrer vores liv, men savnet og afhængigheden der fører os i en bestemt retning.
Jeg er ked af at vi er adskilt, for på tidspunkter er det ikke engang her, jeg har lyst til at være.
Du sagde jeg var knækket, og jeg skulle have hjælp. nu har jeg for første gang accepteret, at du har ret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar