Hvor er det synd. Hvor er det skidt. Hvor er det afkræftende, nedern, sørgeligt og ærgerligt at det skulle slutte på den måde. Jeg er ikke tom for ord. Modsat er jeg fuld af had, raseri og massere af grimme ord, som jeg bare venter på at slynge ud af mig. Jeg er pisse ked af det, virkelig såret og inderligt rasende.
For ved i hvad der skete? Jeg gav en helt fantastisk dreng alt for mange chancer.
Jeg elskede for højt, og lod mig udnytte af en skøn personlighed, der ikke var klar til at have et sådan ansvar, som langdistance forhold, eller sådan set også normale forhold, indebærer.
Jeg vælger at skrive det her forholdsvis roligt, for rolighed er nok nu engang vejen frem. Og selvom raseriet brænder i mig i alle hjørner af min krop, og giver mig lyst til at flå alting i stykker, så forholder jeg mig så roligt som jeg kan, fordi jeg havde jo set den komme.
Jeg vidste jo godt han ikke var til at stole på. Da jeg lå i sengen med mobilen i hånden og læste de beskeder, der fik mig til at krybe totalt sammen indeni, der vidste jeg det jo også godt. Jeg tog netop mobilen og kiggede den igennem, fordi jeg decideret ikke stolede på den dreng, som jeg så inderligt vidste at jeg elskede.
Og selvom der blev sagt det ene og det andet, og følelserne var store og klare, så døde det altså. For da den ene var ude svansede den anden ind. Det ene falske pigebarn efter det andet, og igen og igen faldt han for deres manipulerende ord og forståelse overfor hans had til min ven. For hver gang blev han mere og mere en marionetdukke, og til sidst skulle der åbenbart ingenting til, for at få ham snoet rundt om fingeren og ødelægge de sidste rester.
Jeg er ked af det. Jeg er oprigtigt og inderligt ked af, at skulle have brugt så mange fantastiske dage af mit liv, på i sidste ende at blive såret på denne måde. Jeg er ked af at skulle opgive mit livs kærlighed, det lys, der så længe har fået mig til at skinne. Jeg er så ked af det, at der konstant skal én eller noget til at holde mig i en perfekt linje, så jeg ikke bryder sammen i gråd endnu engang.
Men ved du hvad? Det er ikke rart, men det er i orden.
For jeg vidste det ville ske. Jeg vidste denne dag ville komme med et brag, ud af det blå, og feje benene væk under mig.
Og dagen kom, for her står jeg. Alene og på egne ben, med tårer ned af kinderne og minderne eksploderende i mit hovede.
Jeg er ked af det.
Men hvad der gør mig sur, rasende og får mig til at gå helt ud af mit gode skind, er den kvindelige skikkelse, som har ødelagt det hele.
Jeg ved godt, at de sidste ord han sagde til mig var "Jeg elsker også dig, Lucca, vi skrives snart". Han ville nemlig bare have en pause. Jeg ved det, fordi jeg tudede og klamrede mig fast til de ord om, at han ville komme igen.
Resten er ikke sagt af ham eller mig. Resten er sagt af en blondine, hvis navn er lige så blankt som hendes hovede. Hans nye dukkefører har overtaget al kontakt fra ham, og har efterladt det uafklaret og svært at vide, om vi overhoved er sammen mere.
Helt ærligt? Hvordan kan hun komme svansende på den måde, brase ind i vores forhold og ødelægge hvad vi har bygget op på 1,5 år? Hvilket menneske, med fornuft i hovedet eller sjæl i kroppen kan gøre det?
Det kan jeg godt sige dig. Det er der intet menneske der kan. Denne "pige" har hverken fornuft i hovedet eller sjæl i kroppen, på trods af hendes blanke stemme og lyse hår, der ellers normalt virker så overbevisende.
Så Jakob, tak for de mest fantastiske måneder. Tak for alt hvad du har gjort, og alt hvad jeg har følt. Tak for at have vist mig kærlighed ud over alle grænser. Tak for virkelig alle hjørner af det fantastiske forhold vi har haft. Jeg har sat så meget pris på det og nu i den sidste time, føler jeg alt hvad jeg har manglet før. Der er kærlighed og følelser i alle afskygninger inden i mig, til dig, min kære Jakob. Jeg elsker dig, og det vil jeg uden tvivl gøre til mine dages ende.
Og det er derfor jeg er så skuffet som jeg er. Jeg synes det er så disrespektfuldt, for at bruge dine ord, at du ikke bare kunne slå op med mig. Simpelt og enkelt kunne du bruge de 3 ord, som folk normalt bruger: "Jeg slår op". Sværer er det ikke. Men ved du hvad? Ikke engang det kunne du klare. Du skulle have din veninde til at skrive upassende og klamme ting til mig, for endnu engang bare at såre mig inderligt, og efterlade mig alene der på gulvet.
Hvor modent er det lige?
For det er åbenbart alt dette handler om. At være moden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar