Når man er syg, så bliver man hjemme fra skole og sover. Det gør jeg i hvert fald altid. Og engang, for mange år siden, sov jeg nede på sofaen i den nye stue.
Jeg drømte en drøm. En drøm om en dreng og en pige. Pigen var mig og drengen var fantastisk. Jeg er ret sikker på de gik en tur i skoven. En romantisk en af slagsen! Jeg kan huske de kyssede. Jeg kan huske et vidunderligt kys i en smuk, grøn skov. Derefter kan jeg huske mit værelse. Han var der stadig. Og han var stadig dejlig. Men så ringede det på døren. Tre velkendte og elskede mennesker stod uden for min dør. En pige, en dreng og en større dreng med hat. Drengen med hatten var jeg ikke glad for at se, på trods af han var en person med stor betydning. De to andre var ligegyldige. Ikke fordi de ikke betyder alverden for mig, også i dag, men fordi de ikke hørte til i drømmen som noget vigtigt. Det var de to andre drenge det handlede om... Og så kan man vel godt gætte sig til hvad netop det handlede om.
Denne drøm drømte jeg på et tidspunkt før det hele blev virkeligt. Før drenge med hatten blev min, og før drengen i skoven var helt virkelig i mit hovede. Jeg drømte den før Alter Bridge, før efterskole, før Roskilde... Og alligevel beskrev den perfekt min kommende virkelighed. Og endda med de rigtige personer.
Jeg kan huske at vågne op med en kilden i maven, skyldfølelse og forvirring. Jeg var meget syg, og meget træt, men jeg formåede alligevel at drømme om min egen fremtid.
Så spørgsmålet er, om det bare var en tilfældig drøm om en tilfældig situation, eller om der har været en mening i det allerede der.
Det undrer mig faktisk at jeg overhovede kan huske det, men hvad undrer mig mere er, at de mennesker fra den drøm ikke var nogen jeg kendte synderligt godt. Men i dag er de nogen af de tætteste jeg har. Hvis ikke de i virkeligheden er de tætteste.
Drømme, ikke sandt? Så fantastiske, så mærkelige og så forbandet ærlige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar