Min onkel har ikke nogen kæreste.
Det havde han engang. Én gang har jeg set ham med en pige. Den gang var det vidst også meget seriøst.
Jeg har glemt hendes navn, men ikke hendes ansigt. Hun var smuk og havde lyse krøller.
Hun gav mig og min søster en stofengel første gang vi mødte hende, og jeg havde tegnet hende en tegning.
Jeg tror vi nåede at mødes 2-3 gange. Men så slog de op. Og siden har jeg ikke set skyggen af hende.
Jeg synes det er ubehageligt. Det er dybt ubehageligt, at folk man kender og så småt begynder at udvikle et forhold til forsvinder ud af ens liv. Det ubehagelige i det er, at man ikke selv har nogen som helst indflydelse på det.
Man har brug for at have kontrol over sit liv hele tiden, så man kan følge med og stoppe ubehagelige ting. Nogen gange er det simpelthen ikke op til en selv, om hvad der skal ske, og det gør mig ubehageligt til mode! Men kan det egentlig ikke, i bund og grund, sammenlignes med break-ups? Det tror jeg nok det kan.
Prøv med øv.
Og selvom jeg ikke har noget tæt eller specielt forhold til denne person, så er der alligevel nok til at gøre mig trist til mode. Det var jo ham der stod udenfor og fortalte de små børn, at "de to der var kærester" dengang. Det var ham der fik joken til at føles så vidunderlig god inde i maven. Øvøv. Jeg tror faktisk jeg vil savne ham lidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar