nogle ting er bare for dumme.

"Nogen gange tænker jeg tilbage på den aften.
Og det er det eneste jeg kan sige. At jeg stadig tænker på den.
 Den går mig på, ved du det? Den gik dybt ind. Faktisk så dybt ind, at jeg stadig kan se mig selv sidde på lyseblås kolde gulv, ryste af skræk. Jeg kan stadig mærke den angst der fyldte hele min krop, og føle den trang jeg havde til, at du skulle komme ud og holde om mig. Holde om mig og fortælle mig du ikke mente det. At du altid ville være der. Men det gjorde du ikke.
Der var ingen der hørte mig. For første gang i mit liv følte jeg mig som Palle alene i verden, mens jeg sad på det lange kolde stengulv. Det var mørkt udenfor, lyset var gået ud på gangen. Jeg sad og fokuserede på den grønne maling nederst på døren ud til åen, som hele året har lignet et blad der var kommet i klemme i døren. Jeg sad og stirrede intenst på fliserne, på de blå madrasser og på døren. Håbede på at nogen ville høre mig.
Og som sendt fra himlen var der en der faktisk hørte mig. Da jeg hørte døren fra mit værelse gå op og mærkede mig selv i hendes arme, åndede jeg op for første gang i en time. Jeg trak vejret, og tårerne strømmede ud. Jeg kan huske jeg knugede mig ind til hende og græd. Det var ligesom man ser på film. Jeg brød fuldstændig sammen og tilstod alt overfor hende. Jeg fortalte hende alt, imens tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Hun var forarget, og havde ondt af mig. Eller også var hun stolt af mig. Stolt af jeg havde været så stærk.

Der skete så meget den aften og nat.
Det var den aften jeg havde set film med Malou.
Eller hvordan var det det hele det startede?
Jo. Jeg vrissede af dig uden for is-butikken.
Det startede med is. Fucking is. Kørte videre hele dagen. Min veninde tog mig væk fra aftenmaden. Jeg undgik dig. Hele dagen faktisk. Tror endda også det var dengang jeg fortalte dig om mine tanker. Om mine tanker om livet.
Is. Skolen. Maling. Trækasse. Tanker. Åen. Pornofilm. Aftensmad. Loungen. Spørgsmål. Svar. Nej vent, ingen svar. Tøser. Lussinger. Kys. Kram. Skub. Tårer. Rigtig mange tårer.
Kan du huske hvordan jeg ikke kunne tale? Hvordan jeg stirrede med had på dig da du fortalte læreren, at jeg "nok ikke kunne sige noget lige nu"? Kan du overhoved huske den her aften? For den plager mig. Inderligt."

Jeg har lige fundet og genlæst dette nedskrevne minde.
Ville gerne skrive noget klogt om hvad jeg tænker om det, men det kan jeg egentlig ikke.. Det er simpelthen bare for dumt?