888

Uh, uh! (siger jeg og hopper op og ned som den lille pige jeg nu engang er)
Jeg fik lige en følelse. En meget velkendt og mærkelig følelse, at se stå på Odden færgehavn, vente på færgen til Ebeltoft sammen med de halvtågede drenge og de højtråbende piger. Det var en mærkelig følelse, for det føltes slet ikke som mig. Jeg kan huske, at jeg tit var den der stod stille ved siden af og lyttede med store øjne. Jeg smilte, grinte og svarede på deres spørgsmål, men jeg var aldrig hende der stilte mig op og snakkede selv, eller fortalte de andre om hvad jeg havde lavet i min weekend.
Før jeg startede på efterskole havde jeg været det der snakkehoved, der var glad for alt og alle, og hende er jeg kommet ret godt tilbage til at være, men hvad skete der egentlig lige for, at den del af min personlighed forsvandt på forskellige tidspunkter på efterskolen?
Dét er i hvert fald ikke en følelse jeg savner. Jeg er så glad for at være "hende den glade" igen. Hende der kan få andre til at grine og smile og have det godt med dem selv. Jeg er glad for, at der i min klasse ikke går nogen af de nedværdigende, irriterende og arrogante mennesker, som jeg, selv efter et år på efterskole, ikke kan snuppe.
Jeg vil sige jeg savner de fede øjeblikke vi havde i bussen, når vi alle sammen lå op af hinanden og sov. Der havde vi det rigtig godt, men nøj hvor kan man også bare blive træt af mennesker. Specielt de bumsede drenge, der ikke lavede andet end at disse folk jeg faktisk brød mig om på efterskolen.
Og når det er sagt, så er jeg da egentlig ret glad for kun at have 12 minutter hjem fra skole i bus med Pernille hver dag (-;