Tillid er den eneste ting.

Jeg flyver.
Tror jeg.
Det føltes som at flyve.
Som at svæve gennem det tynde luftlag uden at have noget at kunne tage fat i. Det kilder faktisk lidt i maven - ligesom det gør når man kører i karrusellerne i Tivoli eller Djurs sommerland. Det er en god følelse, tror jeg nok. Jeg tror nok den har været savnet, selvom den er lidt distraherende.
Få mig ned.
En eller anden. Hiv mig ned fra dette mærkelige sted. Jeg føler, at jeg er fanget. Fanget i de milliard tråde som en eller anden engang pakkede mig ind i. De vil ikke give slip. Jeg klipper dem alle sammen over, men de sniger sig stadig rundt omkring mig. De vil ikke forsvinde, heller ikke engang hvis jeg sætter ild til dem. Jeg er fanget.
Nu er der lyst. Jeg kan se lyset. Og livet. Kan se meningen, og lysets stråler berører let min hud. Følelsen af frihed slutter sig om mig. Følelsen af forståelse. Af mening.
Men der blev koldt igen. Lyset forbliver, men sneen daler nu ned fra det. Hele himlen er hvid som sneen, og selvom natten er sort, bliver alt lyst op af sneen. Der er børn. De har fakler. De er lykkelige, mens de går og synger julesange. Selvom der er koldt og de fryser, så tror jeg nok de er glade. De ser sådan ud. De går alle sammen hånd i hånd. Som små børnehavebørn.
Følelsen af at flyve er der igen. Jeg danser. Danser på noget der godt kunne ligne roser, men de stikker. Tornene er for store til, at det kan være roser. De stikker mig alle sammen. Mine fødder rives til blods.
Faktisk gør det ondt, men jeg bider smerten i mig. De andre skal jo ikke se, at det ikke er en dans på roser.
Jeg danser videre. Nu er alle tornene væk. Det, der lignede roser, er også væk. Der er et nøgent gulv. En bar bund. Jeg danser på det nøgne gulv, men stopper efter noget tid. Det gør jo ikke ondt? Det føltes som om der er noget der mangler. Hjælp mig. Hiv mig væk. Væk fra det tomme gulv. Det er jo tomt - tomt, som et menneske uden kærlighed. Hjælp mig væk herfra.
Jeg er fanget. Fanget af trådene. Jeg er flyvende, flyvende af vinden, der bærer mig alle vegne hen. Den bærer mig hvorhen mit hjerte er. Den bærer mig hjem. Men den skifter hele tiden retning. Hjem er hele tiden et nyt sted, uden nogensinde at være noget konkret sted. Jeg flyver og flyver. Jeg er fri - og på farten. Men jeg er fanget. Trådene giver stadig ikke slip. De holder mig tilbage. Gør mig kold og bange. Men samtidig.. Jeg tror de gør mig tryg. De holder fast i mig. Holder fast i hvem jeg er. Der er lyst mens jeg flyver. Der er helt lyst og klart og meningsfuldt når jeg flyver. Men når jeg lander bliver der mørkt. Bælgravende mørkt. Der er ingen sne til at lyse det op. Heller ej nogen fakler. Alt er mørkt, når jeg står med mine forrevne fødder på den kolde jord. Tag mig op og flyve. Hjælp mig væk fra det kolde gulv. Hold mig nede. Gør mig tryg. Klip snorerne. Sæt mig fri. Hold mig tilbage. Gør hvad det passer dig. Gør dig selv lykkelig. Gør os lykkelige. Gør mig lykkelig.. Lykkelig. Lykkelig.
Ja. Lykke! Det er det. Det jeg ikke er. Eller det jeg er. Verden er et stort virvar. Jeg er forvirret. Hvem er du? Hvem er jeg? Hvem er bag dig? Hvem er personen bag mig? Hvem er nogen, og hvorfor er de her? Hvad laver vi? Hvorfor flyver jeg? Hvorfor flyver jeg som en fugl, men føler jeg falder som en sten? Nej. Nu må det stoppe. Hvad gør vi?
Du må aldrig klippe snorerne.
I må aldrig tage mig væk. Aldrig gøre mig bange igen. Hold mig tryg. Hold mig sikker. Hold mig bag de lukkede døre, så jeg ikke stikker af. I må aldrig klippe snorerne.. Det er dem der får mig til at flyve.
Ligesom dragerne.
Jeg elskede drager som lille. Både de uhyggelige og dem der var farverige.
Hvor er det lang tid siden jeg var lille.
Jeg tror stadig, at jeg er lille.
Jeg kan i hvert fald stadig flyve..
Jeg håber aldrig, at jeg falder.