På vej hjem fra busstoppestedet i dag havde jeg denne tanke: "Du kan i princippet få alle de piger du vil have, så længe jeg får lov at beholde mine veninder, min værdighed og min kærlighed."
Jeg er lidt træt af at gøre mig selv jalux ved at småkigge, for hvis jeg tænker mig ordenligt om, så ved jeg allerede mere end jeg kan få ud af en fucking facebookprofil. Jeg kender ham bedre og dybere end han vil lukke andre ind, og det kan jeg være stolt af. Vi bliver venner igen, engang når tiden er rigtig, og vi begge har fundet os til rette. I mellemtiden kan jeg grine af både L'et i hendes navn og Lykke i hendes mellemnavn.
Jeg har det godt i dag. Måske skyldes det min mors lange taler om at jeg holder fast i hvad der er dårligt, måske skyldes det mine skønne veninder i skolen og måske skyldes det at jeg tager mig sammen. Måske egentlig også noget helt fjerde, men jeg er ligeglad. Jeg er bare glad for, at jeg er glad.
Dog oplevede jeg noget mærkeligt i dag. Jeg var på vej hjem fra IKEA med min mor, og så to drenge cykle over vejen. Jeg kiggede efter dem, og tænkte på en bestemt person, da jeg så den bagerste passager. En person jeg bestemt ikke nærer nogle andre følelser end had for, men det rørte mig ikke. Selv hvis det var ham havde jeg været ligeglad. For hvad så om det var ham? Hvad betyder han egentlig for mig? Ingenting.
Jeg er glad for mine veninder. Glad for mine venner. Glad for min familie og for mig selv. Slå den. Jeg tror jeg er på vej ovenpå igen. Fordi jeg kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar